Størstedelen af vores affald kan genanvendes, hvis det sorteres korrekt. Affaldsområdet er reguleret af en Affaldsbekendtgørelse og en række love og regler på området. Det er kommunen, der fastsætter regulativerne og gebyrerne på området. Disse gælder for os alle, og det er ikke noget, man kan melde sig ud af.
Man skal sortere sit husholdningsaffald i 10 affaldstyper, og det kan man læse mere om på Fredensborg Forsynings hjemmeside : Tømning af affald, affaldsordninger og selvbetjening.
Det skal være nemt for os alle at sortere og bortskaffe affald i Åtoften. så det kan genanvendes til nye produkter. Vi har en fællesløsning, og vi har bestræbt os på at gøre det nemt at komme af med sit sorterede affald ved opstilling af let tilgængelige affaldsbeholdere til de forskellige typer affald, og således at Forsyningen let kan hente det og levere det videre til genanvendelse.
Nogen kan mene, at det var bedre, at man gjorde som i Norge, at man sorterede affaldet centralt, men det er ikke det koncept, der er valgt i Danmark. Det må vi alle acceptere, og vi må indrette os efter den løsning, der er valgt i Danmark.
Så god affaldsskik er at sortere sit husholdningsaffald som angivet i sorteringsvejledningerne og at anbringe det sorterede affald i de rigtige affaldsbeholdere, så det kan genanvendes til nye produkter.
Generelt synes jeg, at beboerne i Åtoften er gode til at sortere korrekt.
Desværre ser vi eksempler på dårlig affaldsskik:
- Der bliver anbragt mange ting i beholderne til Restaffald, som godt kunne have været sorteret korrekt, f.eks. keramik, porcelæn og vinkartoner. Det affald bliver brændt af, og det betyder mindre genbrug. Det kan skyldes uvidenhed, om hvad man skal gøre, eller at man synes, det er besværligt at gøre det korrekte.
- Vi ser stadig eksempler på affald i storskraldsrummet, som ikke er storskrald, men blot stort skrald. Det koster foreningen mange penge, at få Sømod til at køre det forkert sorterede storskrald på genbrugspladsen.
- Der bliver smidt forkert affald i beholderne, f. eks. aviser i plastaffald. Det ødelægger genbruget af plast, så det er direkte destruktivt for genanvendelsen.
- Man stiller bare sit affald et sted og regner så med, at ”nogen” tager sig af det. Det ser ud til at ske relativt ofte for storskrald, fordi der er låst ind til rummet til storskrald. Det ender ofte med, at vi må bede Sømods folk om at fjerne det mod betaling, og så kommer vi alle til at betale for det. I stedet må man tage affaldet med tilbage og selv sørge for at få det på genbrugspladsen eller i storskraldsrummet, når det er åbent – hvis det så er storskrald.
Affaldsgruppen og bestyrelsen vil opfordre alle i Åtoften til at tilstræbe at følge den gode affaldsskik, og til at afstå fra den dårlige.
Vi vil gerne gøre det nemt at sortere og komme af med sit husholdningsaffald. Vi vil meget gerne høre om forslag til forbedringer.
Mvh Affaldsgruppen og bestyrelsen